Coops fodaftryk

Produktion og transport

I Coop tager vi ansvar for, hvordan produktionen og transport af de varer, vi sælger i vores butikker, foregår.  

 

Produktion af fødevarer har stor betydning for den samlede mængde drivhusgasser, der bliver udledt på globalt plan. I Danmark stammer omkring 16-18 procent af den samlede udledning af drivhusgasser fra landbrug og fødevareproduktion. 

Den energi, der bruges på at transportere varerne fra land til land og til og fra supermarkedet, er også vigtig i klimaregnskabet. Her kan man blive overrasket over beregningerne. I gennemsnit udgør transporten under 10 procent af en vares samlede klimabelastning. Det varierer dog meget – for eksempel bliver transportens andel større for kartofler, der har en lav CO2-belastning, og lavere, hvis det er oksekød, der i forvejen har en relativ høj udledning af CO2

Når det handler om transporten af varerne, er det altså vigtigt at se på, hvilken form for transport, der bruges. Fly er langt den mest belastende transportform, men det er også relativt få varer, der bliver transporteret med fly. Den mindste belastning opnås ved transport med skib, og lastbil er placeret i midten. Men i mange tilfælde vil den største belastning faktisk finde sted med transporten til og fra supermarkedet i forbindelse med indkøbet. Så kan man klare turen til butikken på cykel, så nedsætter man den samlede klimabelastning af sine indkøb betragteligt. 

De spanske tomater

Et andet overraskende eksempel er forskellen mellem danske og spanske tomater. Det skulle være klimarigtigt at købe lokale varer, fordi de ikke skal transporteres så langt. Men i Danmark dyrkes tomater i drivhuse, som skal opvarmes. Hvis man ser på energiregnskabet alene, kan det derfor bedst betale sig at dyrke tomater i Spanien og transportere dem til Danmark. Der er naturligvis andre parametre, der spiller ind, når man skal vurdere en tomats samlede miljøbelastning, for eksempel er de danske avlere gode til at undgå at bruge sprøjtemidler.

 

Færre transportkilometer 


Lokalt gør vi en stor indsats for at sikre, at transporten fra lager til butik er så miljø- og klimavenlig som mulig. For at sikre friske og lækre råvarer i vores butikker landet over, bliver der kørt mange kilometer med lastbiler på de danske landeveje hver eneste dag. Derfor har Coop i 2017 taget et helt nyt ruteplanlægningssystem for varetransporten til butikkerne i brug.

Målet er at spare på antal kørte kilometer og dermed også på miljøbelastningen. Allerede inden den fulde implementering af systemet stod det i slutningen af 2017 klart, at det nye system har ført til færre kørte kilometer hos de mange logistikbiler. Det lover rigtig godt og forhåbentlig bliver der i 2018 kørt endnu færre kilometer. På den måde gør vi vores for at komme ét skridt nærmere en bæredygtig klode.

 

Ofte stillede spørgsmål

Hvordan importerer Coop fødevarer fra udlandet til Danmark?

Udenlandske varer får vi som oftest transporteret med skib. Det er den langt mest miljøvenlige metode, da ét skib kan transportere rigtig mange varer på blot én tur. Dermed bliver klimaaftrykket pr. varer holdt nede.

Hvad gør i for at sikre bæredygtig transport af fødevare fra udlandet?

Vi arbejder generelt på at transportere fødevarer så bæredygtigt som muligt. Det er vigtigt for os at efterlade et så lille klimaaftryk på vores planet som muligt og samtidig kunne give vores kunder de fødevarer, de efterspørger. For eksempel sælger vi ananas uden top, fordi når toppen skæres af fra start, kan man pakke langt flere ananas på ét enkelt skib/én lastbil, og dermed bliver transporten langt mere miljøeffektiv.

Hvad er Coops holdning til transport af økologiske fødevarer?

Økologiske varer bliver som udgangspunkt også transporteret med skib. Økologi er en betegnelse for en bestemt produktion og ikke en bestemt transportmetode, og derfor gør det ikke varen mindre økologisk, at den fragtes langt.

Hvad er jeres holdning til lokale fødevarer og transport?

I Coop samarbejder vi med en række lokale producenter om at udbrede danskernes kendskab til og brug af lokale fødevarer i sæson. Hvis danskerne køber lidt flere danske rødbeder om vinteren i stedet for tomater fra Spanien, vil vi undgå lange transporter af råvarer udenfor dansk sæson. Lokale råvarer, som er i sæson og dyrket på friland vel at mærke, kræver langt færre transportkilometer end de importerede råvarer og er et godt alternativ i det samlede klimaregnskab.

Kontakt vores ansvarlighedsafdeling

Har du spørgsmål eller kommentarer til vores arbejde med ansvarlighed, er du altid velkommen til at kontakte os.

ansvarlighed@coop.dk