Hjertesager

Vores 10 klimaråd

Vi vil gerne hjælpe dig med gøre det lidt lettere at træffe de gode klimavalg. Derfor har vi samlet vores 10 bedste klimaråd til dig lige her.

1. Følg kostrådene, så lever du sundt og klimavenligt

Der er heldigvis god sammenhæng mellem sunde indkøb og klimarigtige valg. Hvis du skulle glemme alle de gode klimaråd, så er du alligevel godt hjulpet, hvis du i første omgang lærer og følger kostrådene.

Læs de 10 kostråd her

2. Spis mindre kød

Kød giver stor CO2-belastning, da dyrene skal spise meget for at vokse. Eksempelvis går der cirka 10 kilo korn til at producere et kilo oksekød.

Læs mere om produktion, transport og CO2

3. Vælg lyst kød frem for mørkt kød

Kylling og svin er langt mindre CO2-belastende end oksekød. Det skyldes, at der skal bruges mindre foder pr. kilo kød, og at drøvtyggere populært sagt prutter og bøvser metan. Metan er en klimagas, der er 25 gange så kraftig som CO2.

4. Spis mere frugt og grønt – og følg sæsonerne

Vegetabilske råvarer medfører mindre CO2 end animalske – hvis du oven i købet spiser de sæsonaktuelle lokalproducerede varer, undgår du også belastningen fra transporten.

5. Spis kartofler og pasta frem for ris

CO2-belastningen fra produktion af ris er markant højere end for øvrige gode kulhydratkilder som pasta og især kartofler.

6. Tilbered ikke mere mad, end du skal bruge – og undgå madspild

Alt, hvad der produceres og ikke bruges, men blot kasseres, er det rene spild. Både ressourcemæssigt og økonomisk.

7. Drik vand fra hanen

Der er intet, der CO2-mæssigt kan konkurrere med drikkevand fra hanen. Hvis du så oven i købet køber økologisk, medvirker du til, at vi kan bibeholde den danske drikkevandskvalitet.

8. Brug indkøbsposer flere gange – eller køb et net

Indkøbsposer er dyre og udgør et ressourcespild, hvis de kasseres efter kun en enkelt anvendelse. Brug poserne flere gange eller invester i et indkøbsnet, det kan i princippet anvendes i det uendelige.

9. Køb miljømærkede dagligvarer – de er også et godt klimavalg

Miljømærkerne Svanen og Blomsten må kun anvendes på forbrugsvarer som papir, vaskepulver, elpærer og lignende varer, der ikke kan spises. De krav, som en vare skal opfylde for at måtte bære miljømærket, sikrer, at der også tages hensyn til klimaet ved produktion og anvendelse.

Vi hjælper dig med at forstå de forskellige miljømærker, du kan møde i vores butikker, lige her.

10. Brug cyklen, når du køber ind

Selv om du følger klimarådene og forsøger at købe mere klimarigtigt ind, så sættes hele gevinsten ofte til, hvis du bruger bilen, når du kører ud og handler. Brug derfor cyklen og handl lokalt, og brug kun bilen til store indkøb.

 

Kontakt vores ansvarlighedsafdeling

Har du spørgsmål eller kommentarer til vores arbejde med ansvarlighed, er du altid velkommen til at kontakte os.

ansvarlighed@coop.dk