Hjertesager

Gode råd

Det behøver ikke være dyrt at spise økologisk. Hvis du ændrer dine madvaner en smule, planlægger dine indkøb og udnytter dine råvarer bedre, så kan du få meget mere økologi - uden det koster mere

 

Tag ét måltid ad gangen
Hvis du synes, det er uoverskueligt at omlægge hele din kost til økologi, så tag et måltid ad gangen.

Start med morgenmaden. De fleste er vanemennesker, når det drejer sig om morgenmaden. Vi spiser det samme hver dag, og måltidet består ofte af få ingredienser. Derfor er morgenmåltidet det mest simple og billigste måltid at skifte til økologisk.

Derefter kan du omlægge aftensmaden, og til sidst frokosten.

 

Planlæg dine indkøb
Du kan spare både tid og penge, hvis du planlægger dine indkøb. Undersøg hvilke varer, der er i sæson, og tjek tilbudsavisen for gode øko-tilbud.

 

Start med basisvarer
Prisforskellen på økologiske og ikke-økologiske varer er ofte mindst for de varer, vi spiser mest af. Derfor giver det mening at starte med at købe økologisk mel, havregryn, ris, pasta, mælk, gulerødder, løg, yoghurt, smør og æg.

 

Brug mindre kød
Økologisk kød er ofte en del dyrere end ikke-økologisk. Så det giver god mening at skrue ned for kødforbruget, når du vil købe mere økologi.

Du kan holde kødfrie dage eller bruge mindre kød per måltid. Du kan fx nemt bruge mindre hakket oksekød og flere grøntsager i kødsovsen.

Det hjælper også at planlægge måltiderne ud fra grøntsagerne i stedet for altid at tage udgangspunkt i kødet. En sidegevinst er også, at det er godt for både din fordøjelse og klimaet.

 

Køb efter sæsonen
Frugter og grøntsager er mere friske, smagfulde og billigere, når de er i sæson. Så lad årstiden styre, hvad du putter på middagsbordet. Hvis du går efter sæsonvarer, så er udvalget i butikkerne også større.

Det gælder både for danske og udenlandske varer. Fx er appelsiner, mangoer og granatæbler billigere og mere smagfulde i december, fordi det i december er sommer på den sydlige halvkugle, hvor de bliver dyrket.

 

Lav mad fra bunden – og til fryseren
Det er relativt dyrt kun at lave mad i små portioner eller at købe take away. Det gælder for ikke-økologisk mad såvel som for økologisk. Så prøv at bage selv og lav dobbeltportioner til aftensmad, hvor du fryser den ene halvdel ned til en anden god gang.

 

Undgå madspild
Madspild koster mange penge. Hvis du bliver bedre til kun at købe det, du har brug for, og bruge det du har, så er der flere penge til økologi. Læs mere her