Bedre varer

Kvalitet og varesikkerhed

I Coop arbejder vi målrettet på at fremme forbrugernes adgang til sunde og sikre varer. Vi stiller krav til de varer, vi forhandler, til kvalitetsstyringen hos vores leverandører og til butikkernes egenkontrol.

Forsigtighedsprincip og kontrol

For os er arbejdet med kvalitet ikke et modefænomen, men vi anser det som en del af DNA’et i Coop. Vi har siden etableringen af FDB’s centrallaboratorium i 1929 testet alt fra opvaskemiddel til kødpålæg og fyrfadslys. 

Hensynet til forbrugernes sundhed og helbred betyder, at vi til enhver tid indkøber de varer, der indebærer den mindste risiko. Og er der stoffer, som er under mistanke for at være sundhedsskadelige, så fjerner vi dem gerne, selvom de er fuldt ud lovlige.

Vi har over 200 særlige varekrav, som vores leverandører skal overholde, og med hyppige stikprøvekontroller på alle varegrupper tester vi, at varerne lever op til kravene.

Det er afgørende for os, at man som forbruger kan være tryg ved de produkter, man køber i vores butikker. Derfor har fødevaresikkerhed højeste prioritet. På udvalgte vareområder, og især på vores egne varemærker, stiller vi mere vidtgående krav, end loven foreskriver.

Vi rykker når det er vigtigt

I Coop venter vi ikke på lovgivningen, hvis vi kan se, at der er en høj sundhedsfare ved kemikalier eller bakterier i varer. Her kan du se et par eksempler på, at viden og bekymring blandt forbrugere eller forskere har ført til handling i Coop.

Salmonellafri kylling

I 1993 lancerede Coop salmonellafri kyllinger som de første i dansk detailhandel. I starten var de salmonellafri kyllinger en specialvare, som vi måtte købe i Sverige, da de danske slagterier ikke havde noget særlig godt salmonella-niveau på daværende tidspunkt. Men den danske kyllingebranche fik iværksat en salmonellahandlingsplan, som betød, at niveauet over årene faldt betydeligt. Efterhånden som det har været muligt for Coop at købe større mængder salmonellafri kyllinger, har vi valgt udelukkende at købe disse. I dag er alle ferske kyllinger i Coops butikker salmonellafri.

Hormonforstyrrende stoffer

Som ordet røber, så påvirker denne form for skadelig kemi menneskers hormonbalance. I dag ved vi, at dette kommer til udtryk ved fx nedsat fertilitet, tidligere pubertet, misdannelser af kønsdele hos drengebørn og kræft, men i 2004 så billedet anderledes ud. For hverken europæiske eller danske lovgivere mente, at der var nok videnskabelig evidens for, at regulere hormonforstyrrende stoffer i forbrugerprodukter. I Coop mente vi dog, at indikationerne på hormonforstyrrende effekter var så alvorlige, at det krævede handling, og lige siden 2004 har Coop derfor været fri for hormonforstyrrende stoffer i både kosmetik og legetøj.

Flourstoffer

Når din ski-jakke afviser vand eller madpakkepapiret holder på mayonnaisen, så er det ofte fordi der er tilsat fluorerede stoffer til enten tekstilet eller papiret. Fluorstoffer er mistænkt for at påvirke både dyr, mennesker og miljø, da de er svært nedbrydelige. Flere af stofferne kædes sammen med kræft, hormonforstyrrelser, øget abortrisiko og svækket immunforsvar. Stofferne kan også overføres fra mor til barn gennem graviditet og amning. Coop tillader ikke brugen af fluorerede stoffer hvad enten det gælder fødevarekontaktmateriale, tekstiler, legetøj etc. 

I 2016 fjernede vi mikro-ovns-popcorn fra hylderne, da det viste sig, at der var benyttet fluorerede stoffer i papirposen. Produktet var taget af hylderne i et halvt år indtil vores leverandør fik udviklet en fluor-fri emballage. Coop var de første i verden til at sælge mikroovnss-popcorn uden fluorerede stoffer, og vi er glade for at se, at andre detailhandler i ind- og udland nu følger efter.

Glade smileys i butikkerne

Alle fødevarebutikker i Danmark besøges af Fødevarestyrelsen og tildeles smileys, afhængigt af hvor god hygiejnen og fødevaresikkerheden er. Coops system til egenkontrol er effektivt og sikrer altid høje standarder. Ved seneste opgørelse i 2017 havde 99,6 % af vores butikker glade smileys fra Fødevarestyrelsen. 

Egenkontrollen i Coops butikker bygger på en risikoanalyse, der tager højde for, præcis hvilke varer og hvilke produktionsafdelinger, butikkerne har. Det betyder, at vi har gennemgået butikkernes aktiviteter og opbygget et system, der sikrer bedst mulig hygiejne og sikkerhed. Vi stiller krav til vores butiksproduktion, som er strengere end lovgivningens krav, for at du kan føle dig tryg.

Sikker tilberedning og køkkenhygiejne

Med god køkkenhygiejne kan man selv undgå sundhedsrisikoen ved bestemte fødevarer. I Coop har vi valgt at sætte en anvisning på de fødevarer, der kan have en særlig risiko for at give sygdomme. 

Ofte stillede spørgsmål

Jeg har oplevet fejl eller forringet kvalitet af en varer, hvor skal jeg henvende mig?

Kontakt Coops kundeservice - se mere her: https://coop.dk/kundeservice

På mange af Coops varer står der, at de er ”kvalitetssikret af Coop Trading”. Hvad betyder det?

Det betyder, at vi har stillet særlige vare- og kvalitetskrav til produkterne og garanterer, at de opfyldes. Kun godkendte produkter kan sælges som Coops egne varer. Godkendelsen omfatter en bedømmelse af produktet og godkendelse af indhold, samt test af produktet. Leverandører, der producerer varer for Coop, skal også godkendes.

Hvordan håndterer Coop klager?

I Coop ser vi det som en stor hjælp, at få reklamationer fra vores kunder. Det giver os mulighed for at forbedre vores produkter og hjælper os til at blive opmærksomme på fejl, vi evt. ikke selv havde opdaget. Ved modtagelse af en reklamation følges der op overfor leverandøren. På den måde finder vi ud af, om der er tale om et enkeltstående problem eller der er sket en generel fejl i produktionen.

Hvordan fungerer tilbagekald?

Når en varer tilbagekaldes sker det fx fordi en leverandør finder et problem med et produkt. En tilbagekaldelse starter med, at der sendes besked til alle Coops butikker, som fjerner og kasserer alle de berørte produkter fra hylderne. Er der nogen risiko forbundet med det tilbagekaldte produkt, bliver der også lavet en pressemeddelelse, som sendes ud via. Fødevarestyrelsen, så vores kunder får besked om det. Coop og leverandøren sikrer herefter, at fejlen ikke genopstår.

Kontakt vores ansvarlighedsafdeling

Har du spørgsmål eller kommentarer til vores arbejde med ansvarlighed, er du altid velkommen til at kontakte os.

ansvarlighed@coop.dk